Det danske Sundhedsvæsens endeligt

Dødsårsag  :  galiAMTias


For 30 år siden havde Danmark et sundhedsvæsen, der kunne måle sig med de bedste i verden. Når vi dengang sagde "de lande, vi plejer at sammenligne os med" mente vi de øvrige nordiske lande. Sådan er det ikke mere. Vi siger stadig evig og altid "de lande, vi plejer at sammenligne os med", men nu ligger disse lande ikke mere i Europa, ikke engang i Østeuropa, men snarere i Centralafrika. Sammenlignet med disse lande klarer vi os - endnu - så nogenlunde.

Her ved årtusindskiftet ligger det danske sundhedsvæsen for døden. Efter en sygdom, som har varet 30 år. Det vi nu oplever er den såkaldte agone. De sidste krampetrækninger. De kan måske vare et par år endnu. Så er det slut.

Hvordan er det kommet dertil ?

For at forstå denne dødelige sygdom, må vi gå tilbage til smittetidspunktet : anno 1970. Da begyndte den største, indenrigspolitiske katastrofe i Danmarkshistorien : "Kommunalreformen".

Før dengang havde man  to administrative lag i vort lille land : Staten og Kommunerne (sognene). Der var alt for mange små sogne, så det var formentlig meget praktisk at sammenlægge en hel del til nogle større. Var man standset her, havde meget i dag været anderledes. Men så fik een eller anden det syge indfald at danne et tredie, administrativt lag, skudt ind imellem Staten og primærkommunerne, nemlig Amterne.

Sådan nogle havde man ganske vist haft også før i tiden, men dengang var et amt et amt, hvilket på tysk betyder et kontor. Dette kontor var såmænd blot statens lokale filial, bemandet med en amtmand og et par kontorister. Amtmanden, der som regel var en jurist med en fortid i centraladministrationen, skulle så holde øje med de lokale amtsråd (som også fandtes dengang, men blot var rådgivende). Meningen var selvfølgelig at samfundet dermed sikrede sig mod alt for mange, lokalt opfundne tåbeligheder. Skatteopkrævningen tog de såkaldte "Amtsstuer" sig af, men de var såmænd også statslige. Skatterne var blot nogle jordafgifter, det vi i dag kalder grundskyld. De dengang fremragende sygehuse ejedes af købstæderne og staten i fællesskab. En lykkelig og fremgangsrig tid for det danske sygehusvæsen.

Men disse nye amter, som i virkeligheden var genindførelsen af middelalderens feudale grevskaber - nu blot med et skær af demokrati over sig - skulle jo så have eet eller andet at beskæftige sig med. Ved en kombination af folkets dumhed og Vorherres vrede blev sygehusvæsenet prisgivet denne ny, vanvittige opfindelse. Det gik også ud over gymnasievæsenet, dele af vejvæsenet samt et par andre småting. Det eneste område, der faktisk fik glæde af at skifte herre var særforsorgen, den tidligere åndssvageforsorg. Her havde forholdende før været rædselsvækkende, og man må indrømme de ny amter, at her har de faktisk gjort en storartet indsats. Den ros skal de trods alt have !

Men tilbage til sygehusene : Med stor iver og i beruselse over den nyvundne magt - herunder retten til at brandskatte borgerne - kastede amterne sig over opgaven. Først oprettedes naturligvis et gigantisk, administrativt uhyre. Så stort, at man nødvendigvis måtte opføre helt nye paladser rundt omkring i disse amter. Sygdomskimen var nu implanteret og soten kunne tage fat. Det sygdomsvoldende agens fik det meget rammende navn : galiamtias.

Som mange andre sygdomme kan også denne inddeles i faser inden dødskampen - den som vi nu befinder os i - indtræder. For galiamtiasis'  vedkommende tre, hver af ca. ti års varighed.
 

70'erne

De første 10 år efter at smittecentrene (amtsgårdene) var etableret gik med at synliggøre storhedsvanviddet. Snart sagt hvert eneste amt byggede sit babelstårn : det ene sygehus mere prægtigt og flunkende end det andet. Mest kendt og omtalt er nok Amtssygehuset i Herlev. En skandale som selv en del politikere kunne få øje på. Den dag i dag kan man fra ringvejene omkring København overalt tage bestik af dette "das kollosaldenkmal" over menneskenes dårskab. Hensigten var såmænd heller ikke at skaffe flere sygesenge. Dem havde man nemlig nok af i forvejen, men derimod at sætte de første amtsborgmestre et varigt minde. Det havde - set i bakspejlet - været lykkeligere, om man i stedet havde opstillet rytterstatuer af borgmestrene. I massivt guld.

Efter disse 10 år havde sygdommen fået godt fat : En masse velfungerende sygehuse rundt omkring i landet var blevet lukket og i de nye herskede begyndende kaos. Samtidig var skatterne steget til hidtil usete højder og amtskasserne permanent tomme. Nu kunne anden fase tage sin begyndelse :

80'erne

Vi skriver 1981. Ind fra højre træder Københavns Amts borgmester, den navnkundige Per Kaalund. Næppe tidligere i historien har man set en tilvarende mester i den kunst at svømme ovenpå og overleve en hvilkensomhelst fadæse. Hafnia-skandalen, hvori han fik formøblet ca. 280 millioner af sine skatteborgeres kroner er kun en ussel bagatel i sammenligning med hvad han i 1981 fik ødelagt i sin egenskab af formand for Amtsrådsforeningen.

Per Kaalund havde sat sig den fikse ide i hovedet, at nu skulle lægerne kanøfles og det eftertrykkeligt. Disse hvidkitlede akademikertyper havde alt for længe nydt folkets respekt og teede sig iøvrigt, som om de var noget. Og det går jo ikke an i Jantelovens fædreland. Målet - har han selv senere forklaret i et interview - var at få dem pillet ned fra piedestalen og iført en "lokomotivfører-overenskomst". Det lykkedes.

Våbnet var en ny overenskomst for de yngre læger. Den blev ca. 10 gange mere omfangsrig og uforståelig end den gamle. Lægerne indså straks, at gennemførelsen ville umuliggøre både arbejde, forskning og uddannelse på sygehusene. De protesterede høfligt, men blev verfet af. Per Kaalund indså dog, at makværket aldrig ville kunne opnå tilslutning ved en urafstemning blandt lægerne. Men heldigvis var disse jo medlem af Akademikernes Centralorganisation. Så ved fiffigt at kæde hele AC-området sammen i een urafsteming, gik det måske ? - Det gik ikke : Lægerne havde afgivet godt 98% nej-stemmer og selv om gymnasielærere, jurister, ingeniører, præster, officerer, dyrlæger o.s.v. skulle stemme med om læge-overenskomsten var der alligevel flere nej- end ja-stemmer. Noget måtte gøres :

Her kommer DJØF'erne for første gang rigtigt ind i billedet. Ved snedigt juristeri og paragraf-bøjning vedtog man, at de  såkaldte "kompetente forsamlinger", d.v.s. fagforeningspamperne, kunne bestemme hen over hovedet på medlemmerne. På slig vis fik "overenskomsten" det bestilte flertal og var altså vedtaget !

Lægerne blev selvfølgelig rasende og gik i strejke en ugestid. Det hjalp ikke en døjt, for politikerne vidste jo godt, at de ikke ville blive væk fra deres patienter, hvad de da heller ikke gjorde. Så begyndte ragnarok. Alt gik i skuddermudder. Den ene lappeløsning efter den anden forsøgtes søsat og endte rutinemæssigt i fiasko. At patienterne overhovedet blev behandlet skyldtes udelukkende, at de fleste læger blæste de nye, sindssvage arbejdstidsregler en hatfuld og arbejdede som de altid havde gjort. Nemlig ca. 60 timer om ugen, dag og nat, søgn og hellig. Men de blev efterhånden banket på plads ligesom deres egne fagforeningspampere faldt til patten. Efter ca. 10 års krig mod de yngre læger blev disse tæmmet : De arbejder nu maksimalt 37 timer om ugen, iberegnet "tomgang" i vagterne, konferencer, administration o.s.v., o.s.v..

Det siger sig selv, at den lægelige videreuddannelse, specielt indenfor de "skærende" specialer blev umuliggjort. Man kan ikke lære at blive kirurg ved sporadisk fremmøde på sygehuset en gang imellem. Det stod da også enhver klart, og desårsag forsøgte man allehånde krumspring for at udbedre situationen : uddannelsesreformer, faststillingsreformer, speciallæge-betænkninger, overenskomst-protokollater etc. udkom i en lind strøm. Men lige meget hjalp det. Med Per Kaalunds "overenskomst" af 1981 mistede lægegerningen i Danmark sin fremtid. Mesterlæren er forlængst en saga blot : i dag deltager de yngre læger aldrig i de ældres arbejde, går ikke med på stuegang, assiterer kun sjældent ved operationer, og i så fald kun de store - selv om de jo først skulle lære de små. De lærer kort sagt ingenting ud over at udfylde de afsindigt indviklede arbejdstidsopgørelser med tre gennemslag.

Ved indgangen til 90'erne var krigen mod lægerne vundet. - Omkostningerne havde været formidable : i 1981 var den samlede lønsum til de yngre læger ca. 1.000 millioner kroner. Det første år med en ny "overenskomst" var de steget til ca. 1.400 millioner ! - altså 400 millioner kr. i ekstra om året. Det giver til dato 7 milliarder kr. for at amterne kunne få deres pyrrhus-sejr. Og endda er der endnu den dag i dag spredt partisanaktivitet hist og pist oppe i bjergene, d.v.s. at enkelte, forstokkede overlæger helt ude i de yderste provinser stadig prøver på at få "væsenet" til at fungere. Men hvad, de dør jo snart, om ikke af ælde, så overanstrengelse.

90'erne

Sygdommen gik så ind i sin tredie fase, terminalstadiet. I starten af 90'erne var røgen fra lægekrigen ved at drive bort, og amternes soldater, kontoristerne, kunne atter løfte blikket mod horizonten. Og hvad så de her : som en fugl Fønix i vest, sendt fra bureaukraternes himmel ankommer Bill Gates med sine vinduer. Skærmterminaler, hulkort, magnetbånd, apparater og dingenoter havde man ganske vist i forvejen, men det krævede en vis indsigt at bruge dem. Med de nye, farvestrålende vinduer kunne også "jakkesættene" være med : de fornam hurtigt, at her lå uanede muligheder for at lade Parkinsons lov komme til fuld udfoldelse. Ifølge denne lov tager alt arbejde den tid, der er sat af til det, uanset hvor lidt arbejde der er.

Ved at anskaffe uhyrlige mængder af de nymodens dimser - som enhver noksagt nu var i stand til at lege med - kunne man udnytte maskinernes enorme kapacitet til at lagre overflødige og unyttige oplysninger om alt tænkeligt og utænkeligt mellem himmel og jord. Og ikke nok med det : da de nye vinduer var så skrøbelige og fejlbehæftede, at havde de været ethvert andet produkt så var de blevet kasseret, ja så kunne man ydermere oprette helt nye, ekstremt kostbare grene af bureaukratiet, de såkaldte EDB-afdelinger. Og dermed fastslå gyldigheden af en anden Parkinson-lov : administrationen vil altid ekspandere.

Denne tredie fase i sygdomsforløbet deler lighedspunkter med andre, maligne lidelser : metastaseringen. Efterhånden som registrene bliver fyldt op og får åndenød, må de finde nye steder at sætte sig fast. Desårsag anskaffes endnu flere maskiner til endnu flere registreringer. Vinduerne kan ikke holde til presset, de ramler ud, og følgelig må der ansættes flere EDB-eksperter. Disse fortæller så politikerne, at hvis man bare køber endnu større duppeditter og endnu større vinduer kan det hele gøres endnu mere indviklet. Jakkesættene er begejstrede, og således kan processen udvikle sig i et selvforstærkende tempo. Det tapper så "væsenet" for enorme ressourcer ikke blot i penge, men navnlig i tid : det er jo fortrinsvis det producerende personale, lægerne, sekretærerne og sygeplejerskerne, der skal "fodre" apparaterne med tal og underlige koder. Da dette har allerhøjeste prioritet, bliver der mindre og mindre tid til patienterne. Men de koster jo også bare penge.

Her ved årtusindskiftet har sygehusmandarinerne så fundet ud af, at alle disse tal og koder kan æltes rundt på må og få inden i maskinerne. Til deres hjælp har de nu oven i købet fået dresseret et antal læger, som - af den ene eller den anden grund - har set deres fordel i at gøre karriere i lagkage-hierarkiet. Disse "læger" er typisk en slags kasketbehængte stum- og øjentjenere, som på et eller andet tidspunkt i deres karriere har været til et møde, hvor de måske har foreslået at der skulle være kage til kaffen. De er i kraft heraf blevet "kendte ansigter" og vælges følgelig ind i allehånde udvalg, bestyrelser, råd, nævn, kommissioner etc.. På et eller andet tidspunkt, når de rigtige bureaukrater har konstateret at disse "læger" er helt ufarlige, får de lov til at komme med ind på de bonede gulve. Og så går festen rigtigt i gang : alle de blinkende apparater bliver tændt, analysegrupper nedsat, udvalg etableret og frokosten serveret. Imens kværner maskinerne tal, koder og statistikker ud i vilkårlig rækkefølge og sammenhæng.

Når frokosten så er vel overstået og man igen slukker for blinklysene, kommer kulminationen i sygdomsudbruddet : planomanien. Ved at blande alle statistikkerne, tallene og koderne i et utal af permutationer, kan der lægges planer. I lange baner. Denne ekstatiske beskæftigelse kan ydermere gentages i det uendelige, eftersom næsten ingen af planerne alligevel føres ud i livet. (De der gør, ender altid med en eklatant fiasko, men det gør ingenting, for så må man jo blot lægge nogle nye planer.)

Der står vi så nu. Metastaserne har nu bredt sig overalt i den organisme, som skulle være et godt sundhedsvæsen. Metastasernes hektiske aktivitet og konsumption af ressourcer og næring er nu ved helt at udsulte den rest af funktionsdygtigt væv, som er tilbage. Om kort tid er der ikke flere kompetente kirurger tilbage. Der er heller ikke flere penge til at behandle de syge for. De skattekroner der tilføres "væsenet" anvendes til strukturændringer, organisationsudviklingsprojekter, udvalgsarbejder, samarbejsdsevalueringer, omorganiseringer, værdigrundlagsimplementeringer, kommisionsnedsættelser, prioriteringsdebatter, jakkesættenes studierejser til fjerne lande, virksomhedsledelseskurser, hofmændenes internatseminarier og fødselsdagsreceptioner. Og så videre. Og så videre. 

Den afsluttende krampe er begyndt.

HOME


Linuxpower Copyleft © 1996 - 2005
Kaj Haulrich
No Rights Reserved
Valid HTML 4.01 !